Axel Wright Quistgaard

Axel Wright Quistgaard var født 4. marts 1881 i København som søn til Fredrik Quistgaard.

Skrevet af sønnen Erik Quistgaard ca. 2009:

Ellinor Viuff var datter af Christian Viuff, der stammmede fra den lille by Viuf, som ligger lidt vest for Kolding.  Christian Viuff havde sammen med Medings, Heilmann m. fl. startet Skælskør Bank i 1870-erne, og Christian V blev bankens direktør indtil hans død i 1906  Elinors mor var født von Huth, Stamfaderen kom på 17-tallet til Danmark, vist nok fra Hessen, han var  kongens statsminister, og hans sarkofag findes i den reformerte kirke i Købenshavn.
Min mormors kusine, tante Frida havde sammen med sin officersmand været stationeret i Rendsborg før 1864, og som lille dreng fortalte tante Frida mig om tiden dernede.
Mormor overlevede sin mand Chr. Viuff indtil 1927.   Familien Elinor og Axel Quistgaard var hos mormor i Skælskør hver sommerferie.  Jeg sad på stangen på fars cykel, når vi kørte ned til Kobæk strand.  Også husker jeg de røde skyer under solnedgangen over Skelskør nor.
Elinor havde udover sin normale skolegang fået en god uddannelse i sprogene tysk, engelsk og fransk, noget der kom os børn til gode da vi i skolen skulle lære os disse sprog.  Elinor var begavet, spillede klaver som en dygtig amatør.  Hun var munter, lidt drillende, glad kristen og hun kunne huske, hun var god og kærlig mod familien, samt tog sig af andre mennesker med stor kærlighed.
Så gik forlovelsestiden for de to frem til deres bryllup d. 21 okt. 1909, festen blev holdt i Skælskør i huset på Skovvej.
Axel var blevet udnævnt til residerende kapelan hos pastor Koch i Odense.  Efter bryllupet kørte man i kapervogn til Korsør, og derfra videre med færge og tog til Odense, hvor de unge blev indstalleret i en lejlighed i Slotsgade lige i nærheden af kirken.Deres første barn Inger blev født der i Odense 1911.  Siden var dette at være præst og præstekone en stor og rig oplevelse, de fik venner for livet, bl. a. Fr. Rasmussen og deres familie.  De cyklede rundt på Fyn, når de havde tid og lærte det smukke og rige landskab at kende, f. eks. Kirken på Tåsinge.
Efter tre år tilbage til København, Torshavngade 28,4tv..  De første år var far præst ved Christianskirken på Christianshavn.
De første år som residerende kapelan.

Islandsbryggekvarteret var fra 1800-halvfemserne, der boede derude på ”Bryggen” ca. 14000 mennesker, hvoraf mange arbejdede på Burmeister og Wain, men der var ingen kirke og ingen menighed.
Axel W. Quistgaard mobiliserede sammen med den københavnske kirkesag en gruppe mennesker, som sammen fik opført en lille kirke, der stod færdig i 1915, man forsatte, i høj grad med frivillige bidrag, at bygge videre på kirken, der til slut i 1920-verne, med navnet Hans Tausens Kirke blev færdig med tårn og det hele.
Under årene voksede familjen. Inger i 1911,  Bodil i 1913, Gudrun 1915, Karen  1918 og Erik 1921.
Menigheden satte stor pris på det energiske og elskelige præstepar, dengang fandtes meget lidt social hjælp at hente, og mange var fattige (og brændevin var billigt) så der var nok at tage fat på.

En lille episode var typisk.  Et ægtepar kom op til præsten, de ville skilles, og de sad der i præstens værelse og skændtes bravt.  Efter en halv time, spurgte præsten om, hvad egentlig den dybere årsag var til spektaklet.   Det kom så frem, at de kun havde en dyne, og om natten trak manden den over til sig, så konen måtte ligge uden.-  Axel Q. kaldte så mor ind og sagde: ”Har vi ikke en extra dyne, som ikke bliver brugt?”  To minutter efter kom mor ind med dynen – og ægteparret blev forligt.
Der har sikkert været mange andre tilfælle, hvor præsten og konen har hjulpet folk i nød..
De havde menighedsmøde i hjemmet med sang, foredrag og oplæsning.
Sådan var det i barndomshjemmet, 5 værelser, 2 voksne, 5 børn, og 1 tjenestepige. Så vi børn sov,
Inger med pigen, far, mor og 4 børn i soveværelset. De andre værelser var: spisestue, dagligstue og studereværelse.  Men det gik jo, men sikkert var det slidsomt for mor og far.

Så i maj måned 27 gik turen til Sønderjylland, tænk vi skulle bo i en præstegaard, med en forpagter der passede jorden, med heste, køer o.s.v..
Ved afgangen fra hovedbanegården var der kommet mange hundrede sognebeboer for at sige farvel, og da toget langsom sætter i gang synger alle: Så rejser vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale.   For far og mor må dette have været et højdepunkt i deres liv.

Axel Quistgaard har beskrevet sit aktive liv i Dansk Kirkeliv 1949 i artikelen Paa Stenjord, Muldjord og Flyvesand.
Hvor Stenjorden var Christianshavn og Islands Bryge, mens Muldjorden var den gode tid i Fjelstrup, mens Vedsted representerede Flyvsanden hvor Axel Quistgaard øgte større udfordringer i sin præstegerning.

Axel var en af de præster der talte nazismen åbent imod, og har inspireret mange i denne gerning, men det gjorde også at han blev interneret i Frøslevlejren.

Axel har skrevet om "Jul i Frøslevlejren" i Frøslevlejeren en fangelejr i Danmark ved Jørgen Mågård (1964)