Da han efter tidens skik er opkaldt efter sin morfader, må
han være næstældste søn og født c. 1677, hvad der også kan
ses af hans dødsanmeldelse i Rom sogns kirkebog. Han var gift
med Kirsten Madsdatter, en datter af
Mads Madsen Smed på Ø. Ausum i Hjerm sogn, en efter tidens
forhold velhavende bonde. Det er mulig den Mads Smed, der 1714
nævnes som forpagter på Nørholm. Navnet »Smed« er sikkert
kun et tilnavn, uden at han har været smed, og en søn af ham,
der flyttede til København, kaldte sig da også Schmidt og enken
Mads Madsen Schmidtz.
Ved 1710 må han have boet på Rofnborg i Veirum sogn, som han
vel har haft i fæste eller forpagtning af Qvistrup gods, og her
er hans ældste Søn født dette år. I 1717 træffer vi ham som
forpagter på herregården Nørholm og Lindberg, hvilken
forpagtning han dog allerede i 1720 måtte opgive på grund af
tab, han havde lidt ved kbmd. i Viborg, Hans Werner, der gik
fallit. I den anledning fik han nedsættelse på den
ekstraordinære skat (kopskat og krigsstyr), efter at han havde
afgivet flg. edelig forsikring:
»At alle mine Midler og Formue, de være sig bestaaende udi
Jordegods, Huuse og Grunde, Prioriteter, Skibsparter eller andre
Effekter, Panteforskrifninger med Obligationer, Vexler eller paa
andre Maader Reede Penge, Sølf eller Guld indtet undtagen i
nogen Maade uden allene mit Huuses nødvendige Boskab, Huusgeraad
og Klæder sig ey høyere efter dend derover giorde Bereigning
kan bedrage end till Et Hundrede femb og fyrretiufve Rigsdl., og
at Jeg nu har maattet qvittere Forpagtningen paa Nørholm,
formedelst Jeg dend icke længere har kundet besætte, saasom Jeg
det næstafvigte Aar har lidt Skade ved Hans Verner, forrige
Kiøbmand i Viborg, 496 Rdl. formedelst dend ham herved
ofverfallende og paakomrnende Armod, det haver Jeg herved og med
min corporlige Ord og min Egne Haands Underskrift villet
bekræfte, saa Sandt hjælp hjælpe mig Gud og Hands Hellige
Ord.«
Maj 1720.
Han må dog igen være kommet til midler, idet han ved 1723
var forpagter på herregården Hastrup i Tyregod sogn, hvor 2 af
hans døtre, Anne f. 1723 og Ide Sofie (opkaldet efter ejerens
hustru, Ide Sofie Krabbe), er fødte. Heller ikke denne
forpagtning har han kunnet beholde, thi d. 4. januar 1727
fæstede han Nørre Q. under hovedgården Qvistrup, men blev i
følge dom af 22.oktober 1734 udsat af gården på grund af gæld
til sit herskab, hvorefter han boede en tid pa Tolsgaard, der
ejedes af hans broder Iver. Herfra flyttede han 1736 til Buur
Mølle, tilhørende enkefru Leth på Nørre Vosborg, hvor han dog
kun opholdt sig en kort tid ( henved et par år), da dette fæste
på grund af manglende pas samt den ham overgåede dom i
anledning af Nørre Q. blev ham frataget. 1759 træffer vi ham i
Vester Trasberg, Maaberg sogn ved Holstebro, og her levede han
endnu 1747 ved skiftet efter hans svigermoder, men da var han en
aldrende og skrøbelig samt fattig mand.
Skønt hans livshistorie lkke er rig på store begivenheder, men
langt snarere er skildringen af en fattig og uænset mands liv,
hidsættes dog dette på grund af nogle processer, som han havde
med sit herskab, og som tjener til at belyse en del af datidens
forhold, hvorfor de også skal gengives her i korte træk.
Foruden et par mindre indstævninger havde han i 1734 en længere
proces med sit herskab på Qvistrup, cancelliråd Christian Moth.
Denne lad nemlig Niels Pedersen Qvistgaard samt sønnen Peder
Nielsen Qvistgaard (senere brændevinsbrænder i København)
indstævne på grund af, at de beskyldtes for at bortføre
bæster, kvæg og indbo fra Nørre Qvistgaard, foruden at de lod
gården forfalde og ej heller kunne betale skatter og afgifter.
Niels Pedersen Qvistgaard, der den gang var fraværende i Fyen, i
anledning af processen med Hans Werner, nu i Assens, svarede
senere med et indlæg, hvori han rensede sig for alle disse
beskyldninger som i høj grad usande og kun gående ud på at
skade ham, der i forvejen var en fattig mand. Sønnen, der jo
også var indstævnet som parthaver i faderens fæste og gav
møde i retten, hvor han bl. a. erklærede, at han var 24 år
gammel og født i Rofnborg i Veirum sogn, fralægger sig al part
i fæstet, da han aldrig havde været deltager deri, men kun
gået hjemme og hjulpet sin fader.
Den 22. oktober 1734 faldt dommen, der lød på, at Niels
Pedersen Qvistgaard skulle erstatte sit herskab alt tabet ved
fæstets misligholdelse, beregnet til 146 rdl. 5 mk. 13 sk., samt
sagens omkostninger med 4 rdl. og endelig have fæstet forbrudt.
Desuden burde de, andre ligesindede til advarsel, anses til
afsky.
1737 lod kancelliråd Moth på Qvistrup indstævne hans bonde Peder Nielsen Qvistgaard, fordi han uden
pas og afsked ulovlig var undveget af godset, skønt han var hans
fæstebonde. Da han var fraværende i København, blev
stævningen forkyndt for hans farbroder Iver Pedersen Qvistgaard
på Skikkild. - På denne indstævning lod Peder Nielsen
Qvistgaard, der var ved »Lifguarden« i København, fremlægge
følgende svar:
»Edle og velvise Hr. Byfoged! Eftersom mig er bleven
vitterligt, at Hr. Caneelliraad Moth paa Qvistrup har ladet
stævne mig som hans Fæstebonde, at jeg uden Pas og Afsked skal
være undvigt hans Gods med videre, hvorefter han eragter at faa
Dom over mig, da maa jeg for at oplyse Hr. Byfoged Sagen
(hvorledes den hænger sammen) give det tilkjende, som jeg beder
maatte vorde Protokollen tilført nemlig, at jeg aldrig
nogensinde har haft nogen Gaard enten helt eller halft i Fæste
paa Hr. Cancelliraads Gods, thi den Fæste, som jeg søges for,
er mig ganske uafvidende og uvedkommende. Lad være om mine
Farbrødre, da jeg var en Dreng paa 16 a 17 Aar, har ladet mig
indskrive for Halvparten af Nørre Qvistgaard, saa er jeg ikke
pligtig at svare, naar jeg kommer til Aar og Alder til det, som
andre mig imod og uafvidendes har i mine mindre Aar forbundet mig
til, hvorover jeg ganske og aldeles herved frasiger mig den Ret,
som Caneelliraad til mig som en Fæstebonde kunde have og agter
aldeles dertil intet videre at svare, thi om der skulde findes
nogen Forskrivning fra mig om slige Ting, da er det af ingen
Kraft, som er skreven af en Mindreaarig, som ej har opnaaet sine
fulde 25 Aar, dette vil jeg nu saaledes lade bero uden videre
noget derpaa at reflektere, thi at søge den for Fæste, som
ingen har eller har haft, er intet. Endelig formener jeg, at jeg
ej heller med Rette kan søges som en Vorned, thi jeg er aldrig
barnefød paa noget Proprietariegods, men derimod paa en fri
Herregaard, som min Fader havde i Forpagtning, og har ingen
Proprietariegods vaaren paa siden den Tid, førend at min Fader
kom til Nørre Qvistgaard, og han persvaderede mig til at blive
hos sig og være sig behjælpelig i en og anden Ting ved ermeldte
Gaard og det uden i nogen Maade enten at tjene ham eller have
Gaarden i Fæste med ham, derfor vil jeg indstille dette til Eder
Hr. Byfogeds eget Godtfindende, om ikke jeg, som er fød paa en
fri Herregaard og ikke kommen paa noget Proprietariegods, førend
jeg var 16 Aar, ligesaavel kan være fri for Vornedrettighed som
den, der er fød Vorned og er kommen af Proprietariegodset,
førend han er 13 Aar, kan være fri; jeg mener, at den, som
intet er fød Vorned men aleneste været hos sin Forældre et Par
Aar eller 4, som boede paa et Propritariegods, kan snarere holdes
fri for Vornedrettighed end som de andre Slags, ellers haaber jeg
med første at komme hjem for selv at svare for mig; jeg
submitterer dette under Hr. Byfogeds eget Godtskjønnende og
forbliver edle og velvise Hr. Byfogeds allerpligtskyldigste og
ringe Tjener.
Datum Hafniæ d. 20. Juli Ao. 1737.
Peder Nielsen Qvistgaard.«
Iver Pedersen Qvistgaard på Skikkild blev også indviklet
heri, idet han af herskabet på Qvistrup blev indstævnet, fordi
han havde givet Niels Pedersen Qvistgaard og sønnen Peder
Nielsen Qvistgaard ophold hos sig på Tolsgaard, da de vare
udjagede fra Nørre Qvistgaard.
Processerne, som Niels Pedersen Qvistgaard senere havde med
enkefru Leth til Nørre Vosborg i anledning af hans udjagelse fra
Buur Mølle og med Niels Jegind til Vester Trasberg i anledning
af det hus Niels Qvistgaard som husvild havde lejet af ham, men
ikke senere villet forlade, tabte han begge.
I april 1736 indgav han en supplik til kongen i anledning af den
langvarige proces, han havde ført med fhv. kbmd. Hans Werner fra
Viborg, senere færgemand i Assens, og den Iyder således:
»Niels Qvistgaard fra Veirum ved Holsterbro andrager, hvorledes
han efter langvarig Proces har erholdt Højesterets Dommen over
nuværende Færgemand ved Assens, Klammerraad Hans Werner (+
1742), hverefter bemeldte Hr. Werner blev Supplikanten skyldig
over 2000 Rdl. Da Supplikanten havde leveret disse
Højesterettens Domme til en Prokurator i Odense, navnlig Lorentz
Petersen har samme Prokurator ey alene forhalet efter
Supplikantens Forlangende at søge Exekution, nægtet ham at
udlevere ham Dommen, aftvunget ham Salarium 50 Rdl., men endog
intrigeret med Werner saavidt, at han har tvunget Supplikanten
til Forlig, lovet ham strax 30 Rdl., at han skulde faa 50 Rdl.,
men han fik intet, givet Supplikanten Anvisning mundtlig men den
ikke i Akkorden indførte paa sin Broder at nyde 275 Rdl. (vide
Copi af Akkorden Nr. 2) saaat Supplikanten som en enfoldig
Bondemand skammelig af Werner og Lorentz Petersen skal være
bedragen og intet haver faaet. Da Supplikanten nu ved mange
Rejser og Proces var bleven ruineret og kom hjem igen, var han
sin Husbond og andre Penge skyldig, hvorunder han for Gjæld blev
sat fra sin Gaard og endnu daglig trues med Arrest, saa at han
formedelst slig hannem vederfaren bedragelig Omgang med Hustru og
Børn er geraaden i stor Armod og Elendighed. Thi beder han om
kgl. Befaling til Stiftamtmanden over Fyns Stift ifølge Loven at
skaffe Supplikanten Ret efter de ergangne Højesteretsdomme som
Prokurator Lorentz Petersen endnu i Hænde haver uagtet den
Supplikanten underfundig aftvungne Accord, og at det maa vorde
Supplikanten tilladt at faa sin Betaling udi de Werner af
Postkassen aarlig tillagte 200 Rdl.«
Cancellikollegiets svar: »Forbliver ved Lands Lov og Ret.«
Med sin hustru, Kirsten Madsdatter, havde han 8 børn, hvoraf de
7 blev voksne. Mærkeligt er det at se, at ikke mindre end 5 af
deres børn drog over til Sjælland, hvoraf de 3 bosatte sig og
blev gifte i København., en datter kom til sit søskendebarn,
Peder Mikkelsen Q. på Basnæs, hvorfra hun blev gift med degnen
Achton og flyttede efter hans død til Vibygaard, hvor hun døde
1786. En søn, den senere storkøbmand i Nykøbing, Mors, var
oprindelig smedesvend i København og blev her gift 1745. Grunden
til at de således vandrede ud fra hjemegnen, må vel søges dels
og måske mest i forældrenes dårlige økonomiske forhold, dels
i at de havde en morbroder, Peder Madsen Schmidt, bosiddende i
København som brændevinsbrænder.
Fra denne Niels Pedersen Qvistgaard nedstammer gennem hans datter
Anne Marie Nielsdatter Qvistgaard ved hendes to ægteskaber den
bekendte søhelt Peter Willemoes samt slægten Hillerup.
Både Niels Q. og hustru, der begge blev meget gamle, døde i Rom
sogn og har rimeligvis tilbragt deres sidste leveår på Sodborg,
der tilhørte hendes søster, Peder Q.s enke og efter hendes død
hos deres datter Maren, der var gift med Niels Sørensen Horslund
på Sodborg.
Kilder:
1) Ausumgaards skifteprot. 1734-85. Fol. l, 119.
2) Hjerm-Ginding her. justitsprot. 1726—37 (1727), 1731,
1734.
3) Veirum kirkebog 1729.
4) Supplikprot. 23.4. 1736.
5) Tyregod kirkebog. Fødte 1723, 1725.
6)Rom sogns kirkebog. Døde 1765, 1767.
7) Kopskat og krigsstyr 1719, 1720. (Thorstrup og Ølgod sogne).
8) Ejerm-Ginding her. tingprot. 1737. 1739.
9)Mollerup: Optegn. over Viborg (kgl. bibiotek).