Blot
et par faktiske oplysninger til indledning, ikke nogen lang
biografi: Georg Brochhoff Quistgaard, født den 19. februar 1915
i København, søn af sekretær, cand. polit. Georg B. Quistgaard og hustru Marie Q., f. Breyen. Opvokset i Roskilde,
hvor moderen efter faderens død (1914) var kommunekasserer, gik
på Roskilde Katedralskole, men forlod gymnasiet inden
studentereksamen. Gik senere på studenterkursus i København,
men afsluttede heller ikke dette. Efter skolegangen var han karl
på Kulhus Kro i et halvt år, blev derefter ansat som arbejder
på Soyakagefabrikken i Roskilde, indtil han på grund af
lungebetændelse blev indlagt på et hospital og opereret. Efter
rekreationen på vandretur gennem Jylland, overnattende på
bøndergårde og hos vestkystens fiskere. Sverige - Jena -
England ! Cykeltur til Holland, Belgien, Frankrig. I Paris, hvor
han en tid tog stilling som mandlig husassistent hos en enlig
herre, traf han den unge pige, Ellen Nielsen, som blev hans kone.
Hun var dengang i huset hos en læge i Paris. Sammen med Ellen
vagabonderede han videre gennem hele Europa, i Athen mistede de
deres cykler, men fortsatte ufortrødent pr. båd og tog og til
fods gennem Italien, Marseille, Paris, hjem til Danmark for at
fejre jul i Roskilde. En uforbederlig vagabondnatur, med en drøm
om engang at skrive alle de andre sønder og sammen, beslægtet i
sin første udvikling med Caldwell og Steinbeck og Saroyan og de
andre amerikanere - og med Holberg og Mogens Klitgaard, for den
sags skyld, i sin brogede, forvirrede, søgende, vagabonderende
ungdommelighed! Et par småskitser fik han trykt i »Vild
Hvede" - et lille pariserbillede, endnu umodent i den lidt
manierede stil - en skildring af 19-årsdagen for
våbenstilstandsdagen den 11. november 1937. Han slutter med
ordene: »Fredens dag; 19 år. Gid den må vare 20". Det var
hans mål engang at blive forfatter, men han nåede det ikke. -
om han kunne skrive? Spørg dagbogen.
Så er vi inde i besættelsen, og Georg Quistgaard var blandt
modstandsbevægelsens pionerer. Det begyndte som med så mange
andre med lidt halvfarlige puslerier, men det tog snart fastere
former. Georg Quistgaard blev en uundværlig organisator for de
engelske faldskærmsfolk i Danmark. Han var deres kontaktmand,
skaffede dem ophold og forbindelser, rejste rundt i hele Danmark
og lagde grunden til et netværk, som efterhånden skulle
omspænde hele landet. Dengang boede han og Ellen i den lille
gade med det sjove navn Aabenraa i København, lige bag
Gothersgade. Begge var de helt opslugt af det arbejde, de nu var
gået ind i - nu var det alvor og ikke romantiske drømme
længere. Men en dag gik der hul i nettet et bestemt sted - og en
af dem, som Georg havde hjulpet, og som kendte alt for mange af
sammenføjningerne, bestod ikke ildprøven. I Aabenraa nr. 10 var
der den 13. januar 1944 opstandelse - gestapoudrykning, voldsom
skydning - og lidt efter vidste alle, at en lang, mager
oversætter, eller hvad han nu var, vist tidligere kunsthandler -
Georg Quistgaard - var blevet arresteret og ført bort af
tyskerne.
Ja, resten er jo udefra set kun nogle korte bemærkninger og
kølige datoer: Vestre Fængsel (13 2.3.) - Schwerin (2.3.-25.4.)
- Vestre Fængsel (25.4.-21.5.) - dødsdom (12.5.) - henrettelse
(21.5.).
Uddrag af fængselsdagbog og breve .
»I. Maj. Alverdens røde Dag i Dag eller i
hvert Fald den halves. Men for mig er den grøn af Farver og
stort Håb, og rød vil den aldrig blive.
Kommunister er ikke Mennesker, der vil yde noget eller dele
noget, men Mennesker, der vil have noget i Modsætning til
"Kapitalisten«, der vil have mere endnu.
Kommunisme vil være som et Forsøg på at gøre alle Træer i
Skoven til Grantræer. Der skal være små Grantræer og store
Grantræer, men alle skal have Toppen, hvor de andre har Toppen,
og Bredden, hvor de andre er bredest. Men nogle skal stå på Fod
og særlig pyntes, selv om de også er Grantræer. For sådan
noget kan også ske i Granskove.
Min Makker i Sehwerin var Kommunist med visse Evner, og trods et
tungt Gemyt og Hang til Tragedie blev han en Slags Erstatning i
Lighed med Suppen, der fyldte uden at nære. Men allerede den
første Dag faldt Talen på Kommunisme, hvorpå han retter sig,
vulgær og overbevist, og erklærer. at jeg skal i hvert Fald
ikke fortælle ham noget om det Emne. Siden lod jeg ham fortælle
og lærte meget mere.
- Jeg har fejret min grønne Dag med Majregn; en stille Regn i
Nakken og Håret og op om Skoene og fra Halvtaget over Løbeburet
ned i Renden bag Gitteret, hvor det sprøjtede og boblede og
snakkede på en ganske mærkelig Måde. -- Jeg husker ikke,
hvornår jeg sidst var i Regn, men i hvert Fald mærkedes det som
Afslutning på en lang Tørke. - og en Have har jeg anlagt. Ikke
nogen stor Have med Flugtstol og Blomster, men kun lidt Græs,
som jeg fandt i Kanten mellem Cementvæggen og Asfalten. Nu står
det og gror i en Tændstikæske og er helt holdent mit eget
grønne Græs. Blot mangler jeg nu en Regnorm.
- Odessa er faldet; den 11.4. Nyheden stod at læse under
Gårdturen. Jeg har savnet den meget længe, og nu fik jeg den,
meget gammel. I Går på Toilettet fandt jeg fremlagt et Par
sirlige Udklip uden Dato, der berettede om Kampe på Krim og
russisk Fremrykning mod Odessa. Mandag for en Uge siden fik jeg
at vide, at Krim var rømmet 8 Dage før; derimod kendte min
derværende Hjemmelsmand ikke Odessa, og Rumænien forvekslede
han med Østpreussen. - Så usikker er Nyhedstjenesten altså
trods alt for os indvendige. Er man pågående, kan man
selvfølgelig erhverve bedre Viden, men jeg er træt forlængst
af den besværlige Jagt, der dog kun giver Resultater af
Størrelse og Facon som de stakkels Snegle i rue st. Honore.
- Jeg har erhvervet et splinternyt Kompleks: et Brødkompleks. I
Schwerin var Rationen 2 Skiver om Morgenen - en tynd og en lidt
tykkere - og det samme om Aftenen. Så kiggede man og bedømte,
og Petersen greb med abeagtige og ikke altid æstetiske Fingre de
fire Skiver og underkastede dem en nøje Opmåling med
fordelagtig Facit for egen Konto. Hvorpå man omstændeligt
gennemtyggede først den tynde, så den tykke, og altid fra det
tyndeste Hjørne mod det tykkeste. Og alt som Måltidet skred
frem, sad man i dyb Undren over, at en bar Skive Brød kan være
så god at have i Hånden. - Så pludselig bliver man stillet
overfor den ubegrænsede Tildeling. Man begynder med 10 Skiver om
Dagen, er utilfreds og går op til 12, fortsætter til 14 og er
nu nået til 18. Atten tykke Fladbrød dagligt samt varm Mad og
Pålæg Der er ikke Tale om Mæthed, men om en Fyldningsproces.
Og stadig sidder som en bange Følelse i Kroppen Skrækken for
ikke at blive mæt, helst overmæt, i hvert Fald føleligt mæt.
Og Tanken på Timerne inden næste Måltid! Selvfølgelig er det
en Overgang, men sådan er det.
- En daglig Glæde er blevet min Aftengang til Sanitäter'en.
Hele Kvindesiden spadserer jeg af, iført Flip og Slips. Så ned
af Trappen - 2 Etager - og hen gennem Stuen. Man træffer
Medmennesker og Soldater, ser fremmede Døre, indånder Luften
fra det større Rum og veksler de sædvanlige Bemærkninger med
Erstatningsdoktoren. Det er faktisk Frihed under Kontrol. - Min
Anledning til Besøget er en Æske Albyl, behørigt indskrevet og
påtegnet med Cellenummer. Nu ligger den og praler på en Hylde
blandt mange andre Pilleæsker og fylder ham med endnu større
Stolthed. - 20 Stk.s Indhold, 2 Tabletter dlg. Ikke fordi han
aner, hvad det er, og heller ikke, fordi jeg bruger dem. Men jeg
gemmer dem i Cellen, og når jeg har samlet 20, henter jeg den
tomme Æske tilbage, fylder den påny og afleverer den. Således
skal min Aftenvandring fortsætte.«
18.5.
»Den ene Nyhed følger i Hælene på den anden. Det er hård
Storm, og Båden vipper, men den synker ikke Nu hører jeg ad
Bagveje, at vi skal til Kiel. Jeg burde selvfølgelig havde
vidst, at vi stadig er Turister, men der var så meget andet at
tænke på. Jeg får vel næppe Lejlighed til at fortsætte dette
Brev, hvad jeg vil savne. Heller ikke kan jeg skrive til Mor,
hvad jeg vil savne endnu mere. Det er det eneste, jeg kan gøre
for at hjælpe jer, men dog også lidt.
Og så en Ting endnu: Hvad I end hører, så vent med at tro det,
til I har Bevis ! ! - Jeg har hørt det påstå før, og min
Makker i Sehwerin fortalte det: En Dansker fra Dagmarhus havde
hævdet overfor ham, at der var afsagt adskilligt flere
Dødsdomme end der var fuldbyrdet! Det blev sagt på en Måde,
der berettiger til at tro, at det er muligt. Og hvad kan man vide
om os, når vi sidder i Kiel eller et andet Sted ? Måske er det
forkert at give jer et Håb, der kan være forgæves, men jeg
synes dog, I skal vide, at Muligheden er der absolut.
- I Forgårs fik vi forkyndt, hvad jeg allerede vidste, at
Dommene var betingede. Besøgstilladelse fik vi også, hvad jeg
skrev til Mor. Det var svært, men det bliver uendeligt meget
sværere for Mor. Så i Går fik jeg at høre om de 4 nye Domme.
Jeg vil blot gentage kort, hvad jeg allerede har skrevet til Mor:
at det er en Skærpelse af Situationen, men en tilsigtet
Skærpelse, at det fordobler Virkningen derude i Byen. At
Tyskerne synes at opfatte, at Virkningen kun kan ventes gradvis
og derfor gradvis opfrisker Erindringen. - At vi vinder Tid og
Tid skal der til for at opnå en Afspænding - at Fuldbyrdelsen
af så »specielle« Domme synes mig mindre sandsynlig på et
Tidspunkt hvor alle og Tyskerne i Særdeleshed snakker
Efterkrigsforståelse.
Det var kort og godt, hvad jeg mente, og jeg gentog det kun for
»Helhedens« Skyld.
- Skal min Sjæl da aldrig få Ro ? Utrætteligt flagrer den
mellem 2 Riger, hvileløs og usalig og jaget af mørke Mænd i
grat Tøj. Vi skal nu til Kiel, får jeg at vide. I nærmeste
Fremtid, man burde have ventet det, men jeg har fordøjet
Nyheden. - (Jeg ser, at jeg ikke blot har fordøjet, men slugt
den hel. Jeg skal ikke omtale det yderligere).
- Så slutter jeg. Ja, ikke at jeg slutter, for jeg fortsætter
S. 83, blot bliver det ikke i denne Pakke. Skulde man slutte med
en Bemærkning ? Men hvorfor ? Der er intet definitivt over S. 82
i et langt Brev. Heller ikke jeg føler noget definitivt. Lidt
Søgang har der været, det kan jeg se af Teksten; men der er
lang Vej mellem Mulighederne og dybt imellem også. Og så håber
jeg i øvrigt på et Tugthus af Guds Nåde og en snarlig Landgang
i Kiel. For Invasionen kommer til Pinse !
Vi vandt i hvert Fald en Krig!
(love Georg) .
« ILLEGALT UDSMUGLEDE BREVE FRA GEORG
QUTSTGAARD TIL HANS MOR
(Dette brev er skrevet på toiletpapir:)
26.4. 1944-
»Kære -! Så går jeg igen herude på Vestre og pusler som
en gammel Mand i sin Hønsegård. Og Lejlighed til at sende dig
et Livstegn fik jeg endelig også. Jeg kan tænke mig, hvordan du
har haft det, men vi opnåede aldrig Skrivetilladelse under vort
udenrigs Ophold og få Dage, før vi kommer her, bliver alt med
-tilladelse inddraget som Kvittering for 2 Soldaterdrab. - Tak
for dit meget velkomne Brev af 16.3., modt. 21.4. og R.K.-Pakke,
udleveret Aftenen før vores Afrejse. - vi drog 10 ud og kom 8
hjem; 2 Faldskærmsjægere blev i Tyskland. 8 Anklagede fra 5
forskellige Sager - hård Hud og knækkede Negle, lidt mindre
Spæk, men ellers med det meste af Faconen i Behold. I Dag var vi
for første Gang en Tur i frisk Luft (siden d. 2. Marts) og i
Søndags var vi for første Gang overhovedet uden for Cellens 3
Gange 4 kalkede Meter. Ca. det halve Antal Dage har vi tilbragt
på ubeskæftiget Vandring op og ned ad Gulvet, den øvrige Tid
har vi løst Knuder (Høstbindegarn) og flået Halm (til
Flettearbejde). Iøvrigt var der ubeskriveligt snavset og uhumsk
i Kulturlandet og dertil Væggelus.
- Siden Slutningen af Marts har jeg regnet med denne Hjemsendelse
(efter ca. d. 15. April) som en stor Mulighed, derefter havde jeg
planlagt Invasion omkr. 1. Maj og Krigsafslutning ca. d. 15.
Første Del af Beregningen var altså rigtig, og anden Del synes
også at skulde stemme. Om så også mine Begrundelser for
første Del af Beregningen var rigtige, ved jeg selvfølgelig
ikke. Tonen herhjemme er vistnok anderledes, end jeg havde ventet
- men hvad Planerne end er, tænker jeg, at der denne Gang kommer
en Mand med en Lavine i Vejen. Og så vilde jeg i øvrigt gerne -
om nødvendigt - have mit Besøg på Dagmarhus overstået. Det er
altid behageligst at tænke tilbage på.
Stemningen herinde er noget tung. Pensionærerne virker lidt
nedtrykte. Soldaterne også- måske er alle lidt forsårstrætte,
måske krigstrætte, og så selvfølgelig de bortfaldne
-tilladelser og Dr. Best's Trusler tværs over Graven.
Makker har jeg ikke længer, heller ikke Tobak eller »Legetøj
eller noget af det, der gjorde livet muligt at leve.
For 6. eller 7. Gang siden 13. Januar blev jeg i Går visiteret,
men alt hvad de fandt, var lidt Lommeuld og en pudsig tysk
Dødsannonce. Nu har jeg kun noget Tøj (endda rigeligt! !), en
Blyant, Toiletsager, og - i Smug - et Spil Kort plus en hel Del
Optimisme ! Og så må de Allierede hjælpe for resten.
Vi ses snart! Vær vis på det. Alle Krige ophører, og denne har
nu allerede varet for længe.
G.
. P.S. Jeg er lidt spændt på om vores Radio, Skrivemaskine,
elektr. Barbermaskine, Schrapbog, Papirer, 300 Kr. og m. m.
stadig er på Dagmarhus. Men selvfølgelig - der bliver Tid nok!
! til at ærgre sig. - Jeg hørte en Slåmaskine i Dag; tænk,
når man snart igen skal slæbe sådan en.«
( Det sidste brev:) 20.5. 1944.
»Lille elskede Mor!
Så kommer det værste. Ja ikke for mig, for
mig vil det ikke være svært, men for dig. Men du har været
utrolig, og du vil stadig være det. Du vil få Brug for alt dit
Mod, men du har aldrig endnu svigtet! Og så ved jeg, at du vil
være overbevist om, at trods alt, så nyttede det ! ! Det er en
meget lille Trøst at give dig, men når du ved, at det for mig
er tilstrækkeligt vil det også betyde noget for dig.
Hvorfor du nu igen skal miste noget, forstår jeg ikke. Men prøv
at tænke på ikke blot hvad du mister, men hvad vi har haft. Jeg
ved hvad Far betød og stadig betyder for dig, og på samme Måde
skal også vi to altid være sammen. Og mig har du allerede givet
så meget godt, at jeg ikke er i Stand til at være bitter over,
at der ikke bliver mere.
- Der var meget, jeg kunde fortryde, og meget, jeg kunde og burde
have gjort for dig, som jeg aldrig har gjort. Men jeg vil ikke
bruge Tiden til at fortryde; blot vil jeg være så inderlig glad
ved at tænke på, hvor meget vi forstod hinanden, selv når jeg
gik min egen underlige Vej.
Det bliver en ganske uendelig svær Tid for dig, den første. Men
du må ikke glemme et Øjeblik, hvor meget du stadig har. Ikke
blot Bodil har du, men Bodils Drenge. De er en frisk Start, og du
kan lære dem meget af, hvad du har lært mig. Hvorfor det skal
være dig, der altid giver, ved jeg ikke, men det må være godt
at kunde give noget.
Jeg udtrykker mig måske dårligt i Aften; jeg er ikke vant til
at sige, hvad jeg føler, og det har heller ikke været
nødvendigt mellem os. Vi holdt af hinanden og vi vil blive ved
at holde af hinanden, så ganske ligetil og ubegrænset.
Og så vær overbevist om og lad det hjælpe dig, at dette her
falder mig mærkværdigt let. Det har ikke været forgæves og
derfor er det så enkelt.
Lev vel og hav det godt, lille Mor. Din Dreng elsker dig.
Georg.
SÅDAN BLEV PAPIRERNE SMUGLET UD FRA
FÆNGSLE
Blandt Georg Quistgaards medfanger i Vestre Fængsel i dagene
umiddelbart før henrettelsen var en ung frihedskæmper fra
Horsens, daværende stud. med. (nu overlæge, dr. med.) Jørgen
Kieler. Denne fik en kort overgang den opgave at medvirke ved
maduddelingen i fængselet, idet det blev hans specielle job at
uddele franskbrød til de fanger, der havde fået tildelt
diætkost. Dette job gjorde det muligt for Jørgen Kieler at
etablere en illegal posttjeneste mellem de forskellige celler.
Herom har overlæge Kieler for nylig skrevet i et brev til Georg
Quistgaards søster Bodil: »Det var
jo let at skjule breve i et halvt franskbrød, og da jeg om
aftenen indsamlede det brød, der ikke var blevet spist om
morgenen, var postgangen i begge retninger sikret. På
køkkenholdet var vi ganske godt informeret om de forskellige
fangers skæbne, og bl.a. dødsdommene blev hurtigt kendt. Dette
var også tilfældet, da Deres bror var blevet dømt. En af den
tyske værnemagts medlemmer, der på det tidspunkt gjorde
vagttjeneste på Vestre Fængsel, havde flere gange udsmuglet
breve fra forskellige fanger. Forbindelsen med denne tysker var
etableret af en anden fange på køkkenholdet. Samarbejdet mellem
min lille posttjeneste og denne udadgående kontakt gjorde det
muligt at udsmugle Deres brors dagbog.«
Om de nærmere omstændigheder ved udsmuglingen hedder det videre
i Jørgen Kielers brev: »Den dag, Deres bror var blevet dømt,
henvendte en anden af køkkenholdets fanger sig til mig og
meddelte, at Deres bror gerne ville have smuglet en dagbog ud. Da
jeg den følgende dag delte franskbrød ud, meddelte jeg den
tyske vagtpost, at Quistgaard var optaget på listen over dem,
der skulle have diætmad. Han lukkede derfor celledøren op, og
jeg kastede et franskbrød ind til Deres bror, der så noget
forundret ud. Samtidig hviskede jeg til ham: »Der er en besked i
brødet. Jeg kommer igen i aftens Inde i brødet havde jeg lagt
en kort meddelelse om, at han skulle udhule brødet og gemme
dagbogen deri. Da jeg om aftenen kom igen, så både vagten og
jeg, at Deres bror ikke havde spist brødet. Med en lille
bemærkning om, at man ikke kunne lade så meget brød gå til
spilde, bad jeg Deres bror give mig, hvad han havde levnet Han
stod op i cellen ganske rolig og fattet og så mig ind i øjnene.
Jeg stod for selv at skulle dødsdømme, og jeg husker, at jeg i
det øjeblik spurgte mig selv: Mon du vil være lige så stærk
som han ? vi stod lidt sådan; men da vagten blev utålmodig,
rakte Deres bror mig brødet uden at sige noget, og døren
lukkedes. Brødet og dagbogen blev derefter viderebragt til vor
udadgående kontakt. . .«