Efter forgæves i to år at have søgt et passende sted at
udstille er det endelig Iykkedes mig at få tre udstillingssale
stillet til min. rådighed på Charlottenborg, men kun for tolv
dage - fra den 30. august til den 10. september.
Desværre står dette korte tidsrum næppe i rimeligt forhold,
hverken til bekostningen eller anstrengelserne ved at sætte en
udstilling på benene, der på værdig måde skulle kunne give
mit fødeland et indtryk af mit arbejde som maler i næsten 60
år, hvoraf ca. 54 har været tilbragt i udlandet. Når jeg
alligevel har været glad for at modtage Charlottenborg
bestyrelsens tilbud om plads for en kort udstilling nu, er det
dels fordi det ikke er Iykkedes mig at arrangere en udstilling
før, og dels fordi fem portrætter, som jeg sendte til
Charlottenborgs forårsudstilling i år, blev kasseret.
Jeg har selvfølgelig ikke fået et navn som maler i udlandet
uden at udstille, og nar jeg tænker på de steder, hvor jeg har
vist mit arbejde i årenes løb, og det antal gange, jeg er
blevet inviteret til at udstille både i Europa og Amerika, og de
æresbevisninger. jeg har modtaget, må jeg tilstå, at det faldt
mig lidt for brystet at blive »smidt ud«, som det hedder så
smukt, af Charlottenborg.
Skønt jeg ville male fra barnsben, Iykkedes det mig ikke at
bryde løs fra hæmmende familiebånd, før jeg som
landbrugskandidat i 22-års alderen endelig fandt det muligt -
ved andres hjælp - at begynde at male på egen hånd. Efter ca.
halvandet års anstrengelser uden mindste undervisning viste jeg
et par af mine billeder til Johan Rohde, som foreslog mig at
blive hans elev. Jeg modtog hans tilbud, men allerede efter tre
ugers forløb, i hvilken tid jeg kun havde tegnet et par
gipsafstøbninger, kikket på et par gange af Johan Rohde, fandt
jeg en uventet lejlighed til at komme til Amerika med en onkel,
der var skibskaptajn, og jeg havnede i New York den 5. maj 1901.
Jeg var 24 år. Jeg havde en formue på $ 53. Jeg skal ikke komme
ind på den første sommers begivenheder. De var ikke skønne.
Jeg matte gribe til alle slags hundekunster for at ernære mig,
og det var først i 1902, at jeg fik held til at male - stadig
som autodidakt.
Et knæstykke i naturlig størrelse af Mr. Paulding Farnham malet
i det år, er det første jeg nogensinde udstillede . Det blev
antaget på Verdensudstillingen i St. Louis i 1904, hvor kun ca.
250 billeder blev udvalgt af mere end fire tusind sendt ind fra
New York Stat alene.
Sådan var det
første skridt på min bane som portrætmaler. Der har været
digressioner som f.eks. en periode, hvor jeg til min store
overraskelse blev kaldt den mest talentfulde moderne
miniaturemaler af Dr. George C. Williamson, den velkendte
engelske kunsthistoriker (se hans artikel om miniaturemaling i
Encyclopædia Britannia for 1907).
Samme år blev jeg inviteret til at deltage i den store danske
maleriudstilling i Guild Hall, London, hvilket får mit til at
tænke med taknemmelighed på Berlingske Tidende, hvis
chefredaktør, afdøde Christian Gulmann, den 22. april 1907
skrev en tre spalters artikel om min ringe person på forsiden af
Berlingske Aftenavis. Det gjorde mig berømt hjemme i Danmark på
24 timer og spillede uden tvivl en rolle som baggrund for visse
begivenheder, der resulterede i bestillinger fra forskellige
medlemmer af det danske kongehus og andre. - Men jeg må standse
mine tidligere erindringer her og komme tilbage til nutiden.
Jeg skal ikke nægte, at jeg blev lidt gal i hovedet på
censurkomiteen, der ikke ville antage mine billeder, men jeg
betvang min vrede. Hvis disse otte mennesker var i god tro og
ærligt mente, at mine arbejder ikke var så gode som deres,
hvorfor skulle de så ikke være villige til at underkaste sig
publikums omdømme ved en sammenligning?
Jeg skrev til formanden, herr Laurits Larsen som følger:
»Kære herr Larsen.
Først lad mig takke Dem hjerteligt for Deres personlige
medvirkning og indflydelse, som har gjort en separatudstilling
mulig for mig i den kommende september måned. Skønt jeg nu har
været i Danmark i to år, er det ikke før Iykkedes mig at
arrangere en udstilling under værdige forhold og på en passende
årstid.
Da, som De ved, de 5 portrætter jeg sendte ind til
Charlottenborgs forårsudstilling i år alle blev kasseret, vil
De forstå, i hvor høj grad jeg er taknemmelig for denne
lejlighed til at udstille, som jeg i første række må takke Dem
og fru Weilbach for.
Jeg skal ikke nægte, at Censurkomiteens afvisning af mine
arbejder gav mig et betydeligt chok. Såvidt mig bekendt er der
ingen dansk portrætmaler siden Krøyers og Tuxens dage, der
tilnærmelsesvis har vundet så anerkendt et navn i udlandet som
jeg.
Da jeg må formode, at Charlottenborgs Censurkomite er udvalgt
for medlemmernes kunstforstand, går jeg ud fra, at de ikke har
manglet forståelse af visse egenskaber i mit arbejde, der har
skaffet mig æresbevisninger fra forskellige lande, som f.eks.
Ridderkorset af Dannebrog 1919 og Ridderkorset af Æreslegionen
efter min første separatudstilling i Paris 1925. Jeg er blevet
beæret med portrætbestillinger fra det danske kongehus,
kabinetministre og mangfoldige verdensberømte personer,
inviteret specielt til deltagelse i mange udstillinger og sået
høj ros af så velkendte kritikere som f.eks. Camille Mau-clair,
Arsene Alexander af det franske blad »Figaro«, som den 23.
november 1925 sammenligner mig med malere som Bronzino og
Holbein, eller Thiebault-Sisson af »Le Temps«, der under samme
dato siger: »Portrætmaleren er i sandhed uden ligemand«. Dette
er des mere interessant, som de to sidste er kendt som ivrige
tilhængere af såkaldt moderne kunst, men som samtidig er
kultiveret nok til at påskønne sandheden af Mauclairs ord: »Un
bon tableau est. toujours å la page«.
Nar Charlottenborgs Censurkomite alligevel har afvist mine
billeder, må jeg slutte, at de anser deres egne billeder for
langt bedre end mine, og det er derfor faldet mig ind, at
komiteens medlemmer med glæde ville gribe en lejlighed til at
demonstrere deres overlegenhed ved en udstilling, der ville give
publikum mulighed for at sammenligne deres egne arbejder med
mine.
Jeg har derfor den ære at indbyde Dem. herr formand, og de
øvrige syv medlemmer af Censurkomiteen til at deltage i min
separatudstilling, men på grund af pladsmangel er jeg nødt til
at indskrænke de herrer og damers udstilling til et enkelt
billede, og jeg beder derfor hver især udvælge, hvad han eller
hun anser for det bedste billede blandt dem, de udstillede på
forårsudstillingen i ar.
Deres arbejder vil selvfølgelig blive placeret ligeså
fordelagtigt som mine egne og på lignende betingelser som på
Charlottenborg-udstillingen, dog således at jeg personlig vil
godtgøre bekostningen af forsendelse og afhentning af de
indsendte billeder.
Af hensyn til kataloget må jeg udbede svar på denne indbydelse
såsnart som muligt, og hvis den modtages, vil jeg bede
udstillerne om venligst at indsende deres udvalgte billede den
25. august til portneren, herr Jansen, Nyhavn 2.
Med venlig hilsen
Deres hengivne
(underskrift) . «
Og til hver især af de øvrige medlemmer skrev jeg en høflig
indbydelse. Disse invitationer synes at have overrasket komiteen.
Når man er kasseret på Charlottenborg, er man formodet i skam
og ydmygelse som en muldvarp at skjule sit hoved i jorden, og jeg
kunne godt tænke mig, at der er folk, i hvis bevidsthed
Charlottenborg efter 200 års eksistens endnu har tilstrækkelig
prestige til at ødelægge en malers navn, hvis arbejde ikke er
blevet godkendt der. Hvis komiteen fandt sig i forlegenhed for et
passende svar på min indbydelse, blev medlemmerne imidlertid
reddet af deres formand, herr Larsen, som efter nogle dages
forløb sendte mig følgende svar:
»Herved takker jeg Dem for Deres brev af 31.7.1958. Med
hensyn til Deres invitation til Censurkomiteens medlemmer og mig
til at udstille sammen med Dem under Deres lejemål på
Charlottenborg bliver jeg nødt til at gøre opmærksom på, at
ifølge kontraktens betingelser kan et sådant arrangement ikke
finde sted. Kontrakten Iyder på en separatudstilling for Dem
alene. Angående Deres henvisning i rundskrivelsen til
Censurkomiteens medlemmer om fru Weilbach's og min medvirken til
Deres lejemåls indgåelse, må jeg oplyse . at dette er en
beslutning, som Charlottenborgs bestyrelse har taget.
Med venlig hilsen er jeg Deres
Laurits Larsen. 24-12-1998
Herr Larsens geniale fortolkning af det lille ord »alene«
henstiller jeg til bedømmelse af andre mennesker. Den paragraf i
mit lejemål, hvor det lille ord »alene« forefindes, Iyder
således:
»Lejesummen, der indbetales med halvdelen straks og resten ved
indflytningen, giver alene lejeren ret til at besidde og bruge de
lejede lokaler til udstillingsformål (maleri og
skulpturudstilling). Den omfatter ikke opvarmning, belysning«
o.s.v., o.s.v.
Med andre ord, man kunne ligeså godt have brugt ordet »kun«
for ordet »alene«. Hvad der efter min mening er tydeligt
angivet her, er, at jeg kun kan bruge udstillingslokalerne til
udstilling, men ikke til at bo i eller give et bal i eller andre
lignende udskejelser.
At jeg, ligesom herr Larsen, tilfældigvis selv er Ridder af
Dannebrog ( 1929), at jeg modtog den sjældne udmærkelse efter
min første separatudstilling i Paris 1925 at blive udnævnt til
Ridder af Æreslegionen, og at jeg så tidligt som 1910
udstillede på selve Charlottenborg, betyder øjensynlig intet
for den nuværende Censurkomite, undtagen måske som bestyrkning
af medlemmernes mening, at jeg var for dygtig til at vise mine
arbejder sammen med deres.
Thi medens dygtighed hos en læge eller en luftpilot f.eks.
ingenlunde er foragtet, selv af en maler, så er dygtighed i
malerkunsten herhjemme blevet et smædeord. Hvorfor? Fordi
dygtighed kræver tid, flid og slid, medens man kan blive
»moderne maler« uden at kunne hverken male eller tegne. Jo
mindre man ved om disse ting, jo mere »moderne« er man.
Det er imidlertid min overbevisning, at levedygtig nutidskunst,
som alle tiders ægte kunst, må være underbygget af respekt for
naturen, forståelse, sandfærdighed, kærlighed og dygtighed.
J. W. de Rehling-Quistgaard .