ERHARD
JØRGEN CARL QVISTGAARD blev født den 11. maj 1898 i Rorup som
yngste barn af Erhard og Jensine
Qvistgaard. Han havde en lykkelig opvækst i den gamle
præstegård og boede der, til han i 1914 opgav skolegangen på
Roskilde Katedralskole og, ledsaget på rejsen af sin mor, drog
til København for at starte som lærling i Marinen. Opfyldelsen
af hans brændende ønske om at yde en indsats til gavn for
Danmarks forsvar havde dermed foretaget sin første spæde
begyndelse.I 1919 bestod han afgangseksamen ved Søofficersskolen - og udnævntes til sekondløjtnant. I de følgende år gjorde han en smuk karriere indenfor det fag, han havde valgt. Blandt de opgaver i de unge år, som han senere mindedes med størst glæde, var hans ubådstjeneste - om hvilken han kunne berette også mange muntre hændelser- tjenesten som skoleofficer ved Søofficersskolen og ikke mindst det studiebesøg, han i 1928 - nu som kaptajnløjtnant - fik lejlighed til at aflægge hos den britiske flåde i Portsmouth. Det kan næppe siges, at han som skoleofficer var særlig vellidt blandt kadetterne - han stillede selv efter datidens forhold nok så store krav, at de havde svært ved at leve op til dem. Det lå i hele hans natur, at man altid skal søge at yde sit bedste; og det skal tilføjes, at mange af kadetterne senere akcepterede hans holdning fuldt ud, og at enkelte af dem blev hans venner for livstid.
I 1937 udnævntes Erhard til orlogskaptajn, og i 1938 tiltrådte han, ved siden af havende tjeneste, som adjudant hos Kong Christian X. Han havde i mange år haft sin gang ved Hoffet, idet han i sine unge år knyttede et livslangt venskab med den daværende kronprins, senere Kong Frederik IX, der ligesom han selv var søofficer.
Som chef for en torpedobådsgruppe 1939-1940 gjorde det et uforglemmeligt indtryk på ham, at han i dagene umiddelbart forud for den 9. april 1940 deltog i redningen af tysk militært personel ombord i et minesprængt tysk skib i den sydlige del af Store Bælt. Der var på daværende tidspunkt pålagt radiotavshed, så han måtte sejle i havn for hurtigst muligt at afgive rapport om det passerede. At der tilsyneladende ikke reagerede på denne indrapportering smertede ham dybt, og besættelsen af Danmark den 9. april, uden at der blev gjort egentlig modstand, følte han som en dyb skam for sit land og sin gerning.
På grund af krigen varede hans tjeneste som adjudant til 1945. En af de begivenheder, der i denne periode nok gjorde mest indtryk på ham, var den 29. august 1943, hvor han opholdt sig på Sorgenfri Slot, da tyskerne ankom midt om natten - struttende af våben - under kommando af en tysk general. Denne forlangte, at Kongen - der allerede dengang var syg og gammel - kom til stede. Da Majestæten, efter at være blevet båret ned og anbragt i en stol, »hilste« den tyske general var det med ordene "Guten Morgen mein tapferer General" !
Umiddelbart efter Danmarks befrielse i maj 1945 henvendte Erhard sig til Marineministeriet og anmodede om forflyttelse. Dette skete hurtigt efter, og den nye post blev til hans store glæde posten som dansk marine- og luftattache i England. I 1948 udnævntes han til kommandør, og i 1949 forlod han England med grad af midlertidig kontreadmiral for - efter Danmarks medlemsskab af Den nordatlantiske Traktat (NATO) - at tiltræde som formand for den danske delegation i Nordatlantisk Ocean Planlægningsgruppe i Washington D. C. og som marineattache ved den derværende ambassade og ved gesandtskabet i Ottawa. Opholdet i USA blev dog kun af kort varighed.
En konsekvens af medlemskabet af NATO og de deraf afledte politiske forhandlinger om dansk forsvars fremtidige struktur resulterede i løbet af 1950 bl.a. i oprettelsen af stillingen som Forsvarschef med en Forsvarsstab sammensat af officerer fra de to hidtidige værn - Hæren og Søværnet - samt fra det ligeledes i 1950 oprettede selvstændige danske flyvevåben. Der herskede dengang i militære kredse stor spænding om, hvem der skulle udnævnes til denne nye, høje post. At det blev Erhard, kom nok som en stor overraskelse for ham selv; da han - uden at vide grunden - blev kaldt til København af den daværende Forsvarsminister, Rasmus Hansen, og af denne blev underrettet om, at valget var faldet på ham, var hans første reaktion at udbede sig betænkningstid. Svaret herpå var, at det kunne ikke lade sig gøre, idet hans udnævnelse med grad som admiral allerede var underskrevet af Kongen - der i øvrigt, sammen med den daværende Chef for Søværnet, viceadmiral A. H. Vedel, ventede ham, når mødet med ministeren var forbi.
Erhard sprang ved sin udnævnelse til admiral en betydelig række ældre søofficerer, deriblandt viceadmiral Vedel, men den efterfølgende samtale med denne og Kongen forløb meget hjerteligt og afsluttedes af Kongen med et »Gud være med Dig«. Erhard var i øvrigt den første dansker af borgerlig oprindelse, der siden midten af forrige århundrede var udnævnt til denne grad, som normalt dengang var forbeholdt kongelige personer. Han tiltrådte posten som Forsvarschef den 1. oktober 1950.
Om Erhards indsats på denne post er der skrevet mangt og meget. Ingen har vist udtrykt det bedre end daværende Forsvarsminister Poul Hansen, der i en tale til ham nogle få dage før hans afgang den 1. oktober 1962 bl.a. sagde:
»De er, admiral Qvistgaard, Danmarks første Forsvarschef. De har beklædt denne høje post i 12 år, for en sådan post en meget lang tid. Alene deri ligger, at De har udført Deres tjeneste på en måde, der rækker et godt stykke ud over bedømmelsesskemaernes sædvanlige vending: gør tilfredsstillende fyldest i sin nuværende grad.
På denne baggrund har jeg følt, at der skulle lyde lidt mere end en almindelig bådsmandspibe, nar De nu om få dage går fra borde. De må derfor se denne lille festlighed som et forsøg på at sige farvel med maner og en understregning af den taknemmelighed, værdsættelse og respekt, vi føler overfor Dem.
Det var noget nyt, vi indførte med forsvarsehefembedet for 12 år siden. Allerede i loven blev der givet dets indehaver et bredt område af beføjelser og ansvar. Siden er jo mere kommet til. Det var derfor på forhånd givet, at valget af den rette mand til denne post var noget meget vigtigt. Han skulle både kunne leve op til det indhold, administration og lovgivere havde haft fantasi nok til at give embedet - og samtidig have personlighed nok til derudover i det levende livs virkelighed at give stillingen yderligere indhold og autoritet.
Der måtte findes en mand med usædvanlig ansvarsfølelse, sund og sikker dømmekraft, med en solid militær baggrund og med beslutsom handlekraft. Det skulle være Forsvarsehefens opgave at formidle samarbejdet mellem forsvarets forskellige dele og at koordinere deres indsats. Det måtte derfor være en mand med stor forhandlingsevne - en mand, som forenede fasthed med smidighed.
Det er med stor glæde, at jeg i dag tør sige, at vi i Dem, admiral Qvistgaard, fandt den rette mand til posten, og jeg vil gerne ikke alene for mig selv, men på regeringens vegne sige Dem tak for den udmærkede måde, hvorpå De har udført Deres tjeneste.
Jeg ved, at De har taget Deres gerning meget alvorligt og i en sjælden grad har været præget af den pligtfølelse, som også bør være det fornemste adelsmærke for en tjener i statens og ikke mindst forsvarets tjeneste. De har været utrættelig i Deres anstrengelser for, at dansk forsvar skulle blive så godt som muligt, og jeg har forstået, at det for Dem har været en hjertesag, at vort forsvar mest muligt kunne komme til at virke som en helhed og en enhed. De gode fremskridt, der i denne henseende er nået, kan vi i vidt omfang tilskrive Dem æren for.
Med vort medlemskab af NATO, og som NATO-samarbejdet har udviklet sig, blev en væsentlig del af Deres arbejde udadvendt. Det hører til Deres embede, at det formidler forbindelsen på militært plan mellem os og NATO. Denne formidling har De i NATOs Militærkomite og på anden måde varetaget på en måde, der har tjent Dem og Deres land til ære. De har vundet stor respekt blandt Deres kolleger i NATO, det har jeg selv mærket ved mange lejligheder. Det kan De glæde Dem over, og vi herhjemme har kunnet dage nytte deraf. Ikke mindst for Deres indsats på dette felt føler jeg trang til at sige Dem særlig tak.
Hertil vil jeg gerne føje nogle ord af måske lidt mere personlig art. Det mener jeg at have ret til - det har jo formet sig således, at jeg har siddet i mit nuværende job i mere end halvdelen af den tid, admiral Qvistgaard har virket som Forsvarschef.
De har i denne periode - i henhold til loven - været min nærmeste militære rådgiver, og jeg tror, vi begge har stræbt alvorligt efter at give disse lovens ord et så levende indhold som muligt. - Jeg kan af fuldt hjerte takke Dem for det samarbejde, vi har haft. De har i dette som i alle forhold lagt stor vægt på at være den korrekte embedsmand med papirerne i orden - jeg lærte hurtigt, at jeg ikke skulle etablere en debat på dokumenter med Dem, så kom jeg til kort. Deres loyalitet har været forbilledlig, simpelthen, i forhold til mig og til regeringen som i det hele taget. Jeg tror, at også Deres medarbejdere har kunnet glæde sig over Deres loyalitet i forhold til dem. Men samtidig har De, ligefrem og klart givet mig underretning om Deres og Forsvarsstyrelsens syn på foreliggende problemer, og vi har på samme ligefremme måde kunnet diskutere tingene. Det har været meget værdifuldt for mig.
Tankerne kan gå tilbage til mange ting i denne forbindelse, men særlig vil jeg erindre vore mange drøftelser ved den nye forsvarsordnings tilblivelse og Deres gode vilje og store arbejde for at bidrage til det bedst mulige resultat.
Vi har ikke ved enhver lejlighed været enige, men jeg har altid måttet erkende Deres saglige argumenter, og når jeg ved visse lejligheder ikke kunne følge Deres råd, var det ikke altid, fordi jeg ikke ville.
Jeg har været glad for, at De for Deres part ikke har følt Dem hævet over at søge råd og vejledning hos mig om de politiske forhold omkring forsvaret. Jeg har deri sporet en stor interesse for at forstå og tage hensyn til disse forhold, en side ved Deres loyalitet og vilje til samarbejde, som jeg har værdsat meget, og som har lettet mig min del af vore fælles bestræbelser.
De vil ikke misforstå mig, admiral, når jeg siger, at De ikke går med mennesket uden på uniformen. Det tog mig lidt tid at finde ind til mennesket, og jeg ved knap nok, om det er lykkedes helt. Men i hvert fald erindrer jeg lejligheder, hvor jeg syntes, den menneskelige kontakt blev meget nær - jeg tænker f.eks. på den nat i efteråret 1956, da vi under Suez- og Ungarnskrisen opholdt os i Udenrigsministeriet, jeg tænker på flere samtaler, bl.a. under rejser i udlandet, jeg tænker på besøget i Washington i foråret, og jeg tænker også på den solskinsdag i maj, da vi besøgte Akropolis. Måske vil disse episoder til sin tid være blandt dem, der står stærkest i erindringen om det meget, vi har haft med hinanden at gøre.«
Ministeren rettede derefter nogle ord til Erhards efterfølger på posten og manede til forsigtighed med følgende ord: »Gør det med forsigtighed, for forsvarschefembedet er gennem de forløbne år placeret således, at det ikke alene i forsvaret, men også videre ud og ikke mindst i politiske kredse omfattes med stor respekt og tillid. Det er Deres fortjeneste, admiral Qvistgaard, og det er den arv, Deres efterfølger skal vogte og videreføre.
Efter afgangen kunne det knibe med at få tiden til at gå - der havde på grund af det store arbejde ikke været mulighed for at dyrke hobbies, så tiden kunne falde lang; noget hjalp det dog, at Erhard indvalgtes som bestyrelsesmedlem i en række selskaber, bl.a. IBM, hvor han knyttede et varmt venskab med den daværende direktør, Viggo Troels-Smith. Og så fik han tid til længere ophold i det Gilleleje, som han elskede så højt.
Erhard var bl.a. dekoreret med Storkorset af Dannebrog, og hans våbenskjold, der bygger sig på det Qvistgaardske slægtsvåben, er sammen med andre storkorsridderes ophængt i Frederiksborg Slotskirke. Den dekoration, han satte højest, var imidlertid Hæderstegnet for god Tjeneste ved Søetaten, som tildeles efter 25 års tjeneste. Dette hæderstegn var det eneste han ønskede skulle være på hans kiste, når tidens fylde kom.
Erhard var levende interesseret i Slægsforeningens arbejde og var dens formand i perioden 1953-1960.
Erhard var i mange år gift med Anna Rose f. Laage-Petersen, med hvem han fik børnene Niels, Birte og Lise. Han kom aldrig over tabet af Niels, der faldt i Korea i 1952, og dette var nok medvirkende til, at ægteskabet opløstes. Sine sidste år var han gift med Telse Gertrud f. Thalbitzer.
Erhard døde den 8. maj 1980 og blev efter eget ønske bisat i dybeste stilhed fra Holmens Kirke og begravet på Gilleleje kirkegård på sin 82-årsdag den 11. maj. Hans kiste var kun smykket med orlogsflaget og Hæderstegnet for god Tjeneste ved Søetaten. Her hviler han nu ved foden af mindestenen for Niels og kan - som han udtrykte det -ligge og se ud over det hav, som var grundlaget for hele hans tilværelse.