Niels blev født
den 5. maj 1925 på Frederiksberg som første barn af
søløjtnant Erhard Jørgen Carl
Qvistgaard og Anna Rose, f.
Laage-Petersen.Niels' bedstefader, pastor emer. M. J. E. B. Qvistgaard døbte ham i Holmens Kirke den 28. juni 1925.
Efter at have taget studentereksamen i 1943 kom han i handelslære i Kolding, indtil han efter Danmarks befrielse i sommeren 1945 blev indkaldt for at aftjene sin værnepligt; efter afsluttet rekrutuddannelse blev han sendt til Tyskland, hvor han med tjeneste ved BAOR (British Army on the Rhine) blev anvendt som dansk-engelsk-tysk tolk.
Niels havde altid været meget militært interesseret, hvorfor han efter afsluttet værnepligt i 1946 meldte sig som frivillig i den britiske hær (The Buffs). Også her blev han sendt til BOAR, hvor han virkede som tolk i efterretningstjenesten.
Efter at hans tjenestetid i den britiske hær var udløbet, tog Niels stilling ved skibsmæglervirksomhed i London for at uddanne sig inden for dette felt, men hans interesse for militærlivet optog ham så meget, at han hurtigt meldte sig til »Territorial Army«, der svarer til det danske hjemmeværn, hvor han i sin fritid specialiserede sig som faldskærmssoldat. I den tid, han tilhørte 21st Speeial Air Service Regiment (Artists Rifles) T.A., foretog han i alt ca. 25 udspring.
Livet i kontorstolen passede ikke Niels; han ville til noget, hvor »der skete noget«, og hans mål var at komme til USA og træde ind i det berømte U.S. Marine Corps, der er et af de fineste elitekorps i verden, og som med hæder har indskrevet sit navn i krigshistorien, bl. a. fra 2 verdenskrig (landlgangsoperationer i Stillehavet, Okinawa, Iwo Jima m. m. m.) og i begyndelsen af 50'erne fra kampene i Korea.
Men det er svært for en udlænding at få opholdstilladelse i Amerika. Først i februar 1950 lykkedes det Niels at komme derover, men for at blive optaget i U.S.M.C. krævedes amerikansk statsborgerskab. Mens han ventede på at få det, gjorde han tjeneste i »National Guard« (USA's hjemmeværn), hvor han også var faldskærmssoldat; ved en konkurrence, hvori han deltog, vandt han førstepræmie, en stor sølvpokal, for det bedste udspring med den nøjagtigste landing.
Hans utrættelige arbejde for at komme ind i Marine Corps blev belønnet ved, at den amerikanske marineminister i dette tilfælde gav dispensation for kravet om statsborgerskab, således at Niels' store ønske blev opfyldt i oktober 1950.
Nu var han på sin rette plads. Med sin ildhu og glimrende fysik klarede han den meget hårde træning som en leg, ligesom han - skønt udlænding- bestod de forskellige teoretiske kursus med særdeles fine resultater. Men det ensformige liv i træningslejrene tilfredsstillede ikke Niels. Han ville være, hvor der skete noget, og allerede tidligt efter at have afsluttet sin førsteuddannelse begyndte han at arbejde på at komme som frivillig til Koreafronten
Det var hans mål efter Korea-tjenesten at komme på officersskole, idet han til den tid ville have sit statsborgerskab i orden, og han havde allerede bestået adgangsprøven med fint resultat. Foreløbig var han corporal. Da det omsider var blevet ham tilstået at komme til Korea, skrev han i et brev til sin far:
»... Som Du sikkert ved fra vor Samtale i September, er jeg led og ked af mit nuværende outfit, og jeg spilder min Tid her - mens jeg i Korea med den Træning, jeg havde i Fort Riley, kan være mit Salt værd - men alt det har vi allerede diskuteret ...
Som jeg sagde til Dig i sin Tid, da jeg først omtalte Korea: jeg meldte mig ikke til Marine Corps for at tilbringe al min Tid på Parade og Week-end, men vidste fuldt ud, at på et eller andet Tidspunkt vilde det være nødvendigt for mig at optræde på et Sted, hvor der var en Smule Krudtrøg.
Selvfølgelig regner jeg med at slippe fra det helskindet - men man kan jo aldrig vide - og som Shakespeare siger:
"By my troth, I care not. A man can die but once; We owe God a death ...
And let it go which way it will, he that dies this year is quit for the next.« - og det har han jo fuldkommen Ret i. Jeg har Tillid til, hvad jeg har lært - Ukrudt forgår ikke så let - så Du behøver såmænd ikke lade det gå ud over Din Nattesøvn ...«
Og til en ven udtalte han, at nu håbede han at kunne gøre sit land og sin familie ære.
Den 8. juli 1952 landede han i Korea, hvor han først gjorde tjeneste i 1. Marine Divisions hovedkvarters efterretningssektion - bag fronten.
Kun kort tid virkede han her; så ansøgte han om at komme til frontlinien og blev forflyttet til 7. Regiments hovedkvarter, hvor han virkede i den taktiske efterretningstjeneste. Hans opgave her bestod i fra observationsbunkers kun ca. 200 m fra fjendens linier at observere og indberette fjendens bevægelser, bl. a. til brug for egen artilleriild. Her faldt han den 26. oktober 1952.
I sit testamente havde Niels udtrykt ønsket om, hvis han ikke kom tilbage fra Korea, at blive begravet med sine kammerater, hvor det så end måtte blive, og da han således ikke ville komme hjem, afholdtes den 13. november 1952 i Holmens kirke en mindehøjtid, hvor provst Neiiendam talte.
I overensstemmelse med Niels' ovennævnte ønske blev han den 21. januar 1953 begravet på Arlington National Cemetery nær Washington D.C. med fuld militær honnør. Her hviler han sammen med den endeløse række af unge mænd, der har givet deres liv for frihed og fred.
Efter sin død blev Niels dekoreret med »The Purple Heart« (indstiftet af George Washington i 1782) for »wounds received in action,resulting in his death«, og med »United Nations Korea Medal«. Hans efterladte modtog fra USA s præsident et mindeblad med følgende ordlyd: