Theodor Martin Sofus Qvistgaard |
Søn af borgmester i København Iver Q., er født 27. febr. 1798, blev
student 1815 privat, volontær i Livkorpset fra 20. okt. 1815 til
22. marts 1820, cand. jur. 12. jan. 1819 l. l., 10. febr. s. å.
blev han volontær i rentekammerets kancelli og 13. jan. 1821
kopist i det københavnske renteskriverkontor og 23. juni s. å.
kopist i 2. sjællandske renteskriverkontor. 31. jan. s. å. blev
han konstitueret auditør og 20. okt. s. å. udnævntes han til
virkelig auditør ved Fynske Infanteri Regiment. 6. sept. 1828
blev han forsat til Prins Frederik Ferdinands Regiment lette
dragoner som regimentskvartermester og auditør. Chefen for
Fynske Infanteri Regiment Castonier, giver Qvistgaard det
vidnesbyrd, at en nøjagtig opfyldelse af sine embedspligter
ligesom i det private liv en eksemplarisk vandel har udmærket
ham. 22. jan. 1828 blev Qvistgaard benådet med overauditør
karakter, og fra 1. juli 1842 overgik han som auditør og
regnskabsfører til 3. Dragonregiment. 24. dec. s. å. blev han
beskikket til at være byfoged i Varde, samt herredsfoged i
Øster- og Vesterherred. På hans ansøgning om dette embede
giver generalauditør Aagesen den påtegning, at Qvistgaard er
meget duelig, at han i sin lange tjenestetid som auditør stedse
med særdeles nøjagtighed har udført sine embedsforretninger,
og at han ved sin retskaffenhed og sit øvrige gode forhold har
gjort sig agtet og yndet i sin stilling, og stiftamtmanden i
Ribe, grev Sponneck, erklærer, at Qvistgaard er erkendt som en
virksom og retsindig embedsmand, der med liv udfører sine
pligter. 27. aug. 1847 blev Qvistgaard udnævnt til at være
borgmester, byfoged, by-og rådstueskriver i Kolding,
herredsskriver i Anst, Slaugs , Jerlef og en del af Brusk
herreder, og 13. dec. 1849 ridder af Dannebrog. På grund af
svagelighed - han led blandt andet af nervøs svækkelse og
svimmelhed - søgte han om sin afsked, hvilken han fik 28. marts
1858 og blev samme dag udnævnt til etatsråd. Han var en nidkær
og samvittighedsfuld embedsmand og en højst retsindig og dygtig
stats-tjener. Han døde den 26. sept. 1876 i Aarhus.
Kilde: Richter: Juridisk stat.