Noter : Madam Qvistgaards institut
Fra: ROMU årstidskrift Roskilde Museum 1995
af Halvor Petersen


Georgine Qvistgaard var hverken seminarieuddannet eller student. Det var uddannelser, der på den tid alene var forbeholdt mænd. Men som kvinde havde hun særlige anlæg for at opdrage børn, og da hun også havde gode almene skolekundskaber, vovede hun at gøre et forsøg på at redde familiens ulykkelige situation.


Ansøgningen

2. april 1820 sendte hun en ansøgning til kammerherre Frederik v. Lowzow om tilkaldelse til at oprette et pigeinstitut i Roskilde. Lowzow var på det tidspunkt konstitueret stiftamtmand over Sjællands stift og amtmand over Københavns amt. Han sad sammen med amtsprovst Eiler Hammond i skoledirektionen, der førte tilsyn med skolevæsenet i Københavns Amt. Georgine Qvistgaard skrev:


»Underdanig Pro Memoria!

Underdanig vover jeg Undertegnede at ansøge Deres Høiædle Høivelbaaren-hed om, Deres gunstige Tilladelse til at anlægge en læreanstalt eller et Institut for unge Piger i Kjøbstaden Roeskilde.

Da min Mand ved et uheldig Kjøb af en Gaard, er blevet sin heele Formue berøvet, saa nødsages vi med fælleds Stræben at virke for vores Ophold. Dybt saaret ved dette nedtrykkende Uheld og i fast Tillid til det Algode Forsyns Bistand, besluttede jeg hvis jeg kunde være saa heldig at erholde den høie Skole-Directions Tilladelse at oprette et Institut, da jeg i modsat Tilfælde ikke øjner nogen Muelighed i at rædde os fra Armods truende Qval; underdanig og tillidsfuld vover jeg desaarsag at henvende mig til Deres Høiædle Høivelbaa-renheds saa meget bekjendte Godhed og Menneske-Kjærlighed, med Bøn og Haab om at det ansøgte naadig vorder mig tilstaaet.

Underdanig og ærbødig

Georgine Elisabeth Qvistgaard
født

Roeskilde d 2 April 1820 Borchorst.«


Hun mente på denne måde at have fundet en løsning på familiens ulykkelige situation. Skoleanordningen af 29. juli 1814 påbud forældrene eller barnets værge at sørge for, at barnet fik den foreskrevne undervisning i religion, læsning, skrivning og regning. I Roskilde var der derfor blevet oprettet en borgerskole, som skulle tage sig af at undervise byens børn. Der var dog flere bedre stillede familier, som ikke brød sig om at sætte deres børn i skole med børn fra hjem på et lavere socialt trin. Især ønskede de at beskytte døtrene for de oplevelser, de kunne blive udsat for i den offentlige skole. Derfor var der grobund for private pigeinstitutter.

Skolekommissionen var imod tilladelse.

Ansøgningen med dens fire bilag blev videresendt til kommissionen forborgerskolen i Roskilde, som 6. april skrev tilbage til kammerherre Lowzow, at den ikke kendte ansøgeren, der aldrig havde opholdt sig i Roskilde og først nu agtede at flytte til byen. Anbefalingerne fra kyndige og kendte mænd gav vist nok ingen grund til at tvivle om hendes kundskaber og moralitet, hvorimod det var mindre oplyst, om hun tidligere havde haft øvelse i at undervise.

Imidlertid havde fru Noor allerede med skoledirektionens tilladelse etableret et pigeinstitut i Roskilde, og kommissionen havde året før hos hendes elever fundet »meget god fremgang i alle de forskellige læregenstande, som for dannede fruentimmer for nærværende påfordres«. Da desuden alt sådant med undtagelse af det franske sprog blev forsvarligt doceret i borgerskolens realklasse af en duelig lærerinde, skønnede kommissionen, at hverken almenheden eller borgerskolen var interesseret i, at det blev tilladt at oprette flere pigeinstitutter i Roskilde, hvor der desuden var et par pugeskoler for børn indtil 7 år.

Kommissionen måtte beklage, at den værdige og trængende ansøger ikke havde været bedre underrettet om, at der kun var lille udsigt til, at hun ved sine talenter kunne erhverve sig et anstændigt udkomme i Roskilde. Kommissionen føjede til, at vist nok flere steder i landet ville glæde sig ved, at en så duelig og værdig kone etablerede den påtænkte læreanstalt der.

Skoledirektionen af anden mening.

Kommissionens ønske om at skåne borgerskolen for yderligere konkurrence blev dog ikke opfyldt. 22. april sendte Lowzow sagen til udtalelse hos amtsprovst Eiler Hammond, der var af en helt anden mening end kommissionen.

I sit svar til Lowzow skrev Hammond, at han ikke kendte ansøgeren, og at Roskilde borgerskoles kommission måske kunne have ret i, at det var såre betænkeligt for madam Qvistgaard at etablere et undervisningsinstitut i Roskilde, hvor der allerede var så mange undervisningsanstalter. Men i anordningen for skolevæsenet i købstæderne fandt han ingen hjemmel for skolekommission eller -direktion til at tillade eller forbyde nogen at oprette private undervisningsanstalter i købstæderne, når dette skete for deres egen regning og risiko uden offentlig autorisation eller understøttelse. Tværtimod tillod § 25 i anordningen indvånerne i en købstad at lade deres børn, myndlinge eller tyende undervise ved en student, seminaristisk oplært skolelærer eller på anden måde, når kun direktionen efter indhentet oplysning fra kommissionen fandt deres undervisning hensigtsmæssig og tilstrækkelig. Heri syntes også at ligge tilladelse og frihed for enhver til ved undervisningsanstalter at skaffe beboerne lejlighed til på anden måde end i skolerne at lade deres børn undervise, når kun kommission og direktion holdt øje med, at børnene modtog lige så god og fuldstændig undervisning som i den offentlig autoriserede skole.

Hammonds redegørelse resulterede i følgende skrivelse til kommissionen for borgerskolen i Roskilde:

»Madame Qvistgaard har som Commissionen bekjendt til Amtet indgivet en Begjæring om at meddeles Tilladelse til at indrette et Underviisnings Institut i Roeskilde.

I denne Anledning maa vi tjenstlig anmode Commissionen om behageligen at ville tilkjendegive Mdm Qvistgaard, at hun ikke behøver nogen Tilladelse til at anlægge en privat Underviisnings-Anstalt i Roeskilde, men at hun paa den anden Side heller ikke kan vente dertil at erholde nogen offentlig Authorisation eller Understøttelse .

Vedlagte Bilag bedes hende overleverede.

Kjøbenhavns Amts Skole Direction den 2den Maii 1820.

F Lowzow Eiler Hammond«


Hvem var Georgine Qvistgaard?

Hun blev født i København 14. juli 1790 som datter af Mouritz Borchorst og Elisabeth Catharina Martina Lund. Hendes far var på det tidspunkt ansat som fuldmægtig i finanskassedirektionen. Han var født i København i 1753 som søn af vagtmester ved garden til hest Lüder Borchorst og Marie Elisabeth Rantzow. Georgines mor var født i Lübeck i 1766 som datter af murermester Andreas Benedict Lund og Maria Elisabeth Krönern.

Georgine opholdt sig hos sine forældre i København, indtil hun 18 år gammel blev gift. Hendes far avancerede i 1794 til hoved- og kontrabogholder ved finanskassedirektionen. I 1801 boede hun sammen med forældrene, sin 6-årige bror Carl og sin 4-årige søster Charlotte Amalie i Frederiksberggade 205. Det må antages, at børnene modtog en forsvarlig undervisning, men det er uvist, hvor den fandt sted.

Brylluppet stod 21. april 1809, hvor hun og Jens Mathias Qvistgaard blev viet i Syv kirke. Hendes mand var søn af Jørgen Qvistgaard, som i 1805 efter at have solgt hovedgården Vibygaard til sin ældste søn Peder var flyttet ind på Skousbo tæt ved Viby med kone og hjemmeværende børn. På Skousbo sad den hovedrige mand og arrangerede sine børns fremtid. Sønnerne skulle sikres jord og døtrene de rette ægtemænd. l. maj få dage efter brylluppet tiltrådte Jens Mathias stillingen som forpagter af farens hovedgård Kærup i Benløse sogn.

Ifølge senere udsagn fra nogle, som havde kendt ægteparret fra tiden på Kærup, var det den unge kone, der førte kommandoen i huset og ved enhver lejlighed ville råde. Hun stod for udbetalingen af penge og optrådte meget myndigt og bydende over for tjenestefolkene

På Kærup fik de sønnen Jørgen Mouritz 30. december 1809 og datteren Therese Georgine 29. marts 1813. Kort før hun blev født havde Jørgen Qvistgaard solgt Kærup, hvor de dog blev boende, indtil forpagtningskontrakten ophørte 1. maj 1814.

De flyttede så til Tersløsegaard, hvis hovedparcel en anden af Jørgen Qvistgaards sønner Jørgen Carl havde fået overdraget i arvefæste, efter Jørgen Qvistgaard havde købt den ved en auktion i 1811. Uvist på hvilke betingelser overdrog Jørgen Carl imidlertid hovedparcellen til sin bror Jens Mathias, mens han selv blev forpagter af Sæbygaard. Da han endnu ikke havde fået arvefæsteskøde på hovedparcellen, var han ude af stand til at meddele sin bror det skøde, som denne med rette forlangte. Arvefæsteskødet kunne først udstedes, når hele købesummen var betalt, men på grund af statsbankerotten i 1813 var den sidste halvdel af summen endnu ikke blevet erlagt.

Tiden på Tersløsegaard blev vanskelig for Jens Mathias. Seks uger efter han var kommet til Tersløsegaard, døde hans far, og dette gav yderligere problemer med at få afviklet betalingen af restbeløbet, som hans far havde kautioneret for".

En mejerske, der var fulgt med fra Kærup til Tersløsegaard, udtalte, at Qvistgaards kone var meget urimelig at tjenere. Hun var stærkt bundet til sine forældre og søskende. Forældrene boede på Tersløsegaard, da hendes far efter sin afsked døde her 29. december 1814. Senere kom også hendes ugifte søster til at bo på Tersløsegaard, hvor sønnen Carl blev født 2. februar 1815. Det var formentlig på Georgine Qvistgaards initiativ, at hendes bror Carl Borchorst 17. januar 1817 på mandens vegne mødte op i Sorø birks forligelseskommission. Sagen drejede sig om, at Jens Mathias Qvistgaard var kommet til at skylde 940 rd. 55¼ sk. af den årlige afgift til Sorø Akademi, under hvis gods Tersløsegaard henhørte.

Jørgen Carl Qvistgaard fik arvefæsteskøde 29. december 1817, og 12. marts 1818 overdrog han hovedparcellen til oberst Georg Frederich Tillisch, som ikke skulle betale nogen købesum. Fra 1818-1820 boede Jens Mathias Qvistgaard til leje på Tersløsegaard.

I sin ansøgning om tilladelse til at oprette et institut skrev Georgine Qvistgaard, at hendes mand var blevet berøvet hele sin formue ved et uheldigt køb af en gård. Hun hentydede formentlig til de ikke nærmere kendte betingelser, som han havde fået overdraget Tersløsegaard på.

Madam Qvistgaard starter sit institut

Skoledirektionens skrivelse af 2. maj havde gjort det klart, at madam Qvistgaard ikke behøvede nogen tilladelse til at anlægge et institut. Hun gik derfor straks i gang. Indretningen kan ikke have voldt store problemer. Hun behøvede blot en skolestue med et bord, hvorom der kunne sidde en snes børn på bænke og taburetter.

De første år lå madam Qvistgaards institut i Algade. Her blev ægteparrets fjerde barn Marie født i 1822, og her boede hun sammen med sin mand, deres fire børn, sin mor, sin ugifte søster Charlotte og en tjenestepige i 1825.

I starten gik kun 7 piger på hendes institut'. Men snart blev instituttet kendt og påskønnet i Roskilde, og antallet af elever var i 1822 steget til 20. Familien Qvistgaard var agtet af byens bedre borgerskab. Da Marie blev døbt 15. december 1822., blev hun båret af amtsprovstinde Hammond, mens katedralskolens rektor, professor Søren Bloch, forstanderen for Duebrødre hospital, prokurator Georg Liebe og malermester Hedde Ehlers stod faddere.

Skolekommissionen i Roskilde havde instituttet i søgelyset, efter den havde måttet bøje sig for skoledirektionens afgørelse. 13. juli 1820 bad den direktionen træffe beslutning om, hvorledes man burde forholde sig i anledning af en debat, der var opstået som følge af, at købmand Wilstrup havde taget sine to skolepligtigt pigebørn fra fru Noors institut og nu lod dem undervise af madam Qvistgaard. Det nævnes ikke, hvad debatten havde drejet sig om, men resultatet blev, at kommissionen skulle undersøge tilstanden i madam Qvistgaards institut.

Der var imidlertid stadig tvivl i skolekommissionen om, der skulle speciel tilladelse fra skoledirektionen til at anlægge et privat institut i en købstad, og om, der skulle betales kvartalspenge til den offentlige skole for børn, som blev undervist privat. Madam Qvistgaards institut var i modsætning til fru Noors blevet oprettet uden skoledirektionens tilladelse, og hidtil var forlangt betaling af kvartalspenge til borgerskolen i Roskilde også for børn, der blev undervist i private institutter.

Sagen gik helt op til kancelliets kirke- og skoledepartement. Kancelliet fandt, at skoledirektionens kontrol med børn oplært uden for de almindelige borgerskoler var tilstrækkelig, når den blev udført efter § 25 i anordningen for skolevæsenet i købstæderne, og at kvartalspengene skulle bortfalde, hvis børnene modtog til-strækkelig undervisning uden for borgerskolen 19.

De første eksamener

27. oktober 1820 indfandt skolekommissionen sig i madam Qvistgaards institut for ifølge skoledirektionens skrivelse af 5. august at undersøge tilstanden i instituttet.

7 pigebørn i alderen fra 7 til 14 år blev undervist af madam Qvistgaard selv i alle fag med undtagelse af regning og skrivning, som hendes mand tog sig af. De 3 af børnene havde hidtil gået i fru Noors institut, og med dem var undervisningen i boglæsning, udenadsstavning, kristendom efter lærebog, katekismus, bibelhistorie, skrivning, regning på tavle, tysk, geografi og tegning blevet fortsat med godt resultat. De var begyndt på fransk, og kommissionen fandt, at lærerinden havde en korrekt og god udtale. Derimod var øvelserne i skriftlæsning og hovedregning ikke blevet fortsat for disse 3 piger. De 4 andre elever var begyndt for nylig, og var ikke så velbevandrede i boglæsning, udenadsstavning og skrivning. Derimod gjorde de livligt og præcist rede for geografien på kort over verden, Europa og Danmark. Håndgerning blev ikke forevist. Da instituttet var så nyt kunne kommissionen ikke endnu tage stilling til, om undervisningen var tilstrækkelige

Ved skolekommissionens besøg under eksamen næste efterår var antallet af elever oppe på 13 piger og I dreng, og kommissionen udtrykte tilfredshed med undervisningen ved at anføre, at anden skoleundervisning for disse børn måtte anses som overflødig.

De følgende år kunne madam Qvistgaard holde eksamen med op til 25 elever:

En sørgelig begivenhed

24. maj 1827, da instituttet havde til huse i Karen Olsdatters Stræde, blev hun og hendes fire børn ramt af en sørgelig begivenhed. Hendes mand tog livet af sig ved at hænge sig i brændehuset. Ved politiforhøret dagen efter forklarede hun, at han flere år tilbage havde haft anfald af sindssvaghed, som måske til dels skyldtes en uheldig formueskæbne. Anfaldene var i den seneste tid tiltaget kendeligt.

For madam Qvistgaard fik den tragiske begivenhed et pinligt udfald. Hun blev sat under tiltale for ikke at have sørget for hurtig nedtagelse af den hængte og blev derfor 26. juli ved ekstraretten i Roskilde idømt en mulkt på 50 rigsbank-daler sølv til byens fattigkasse.

Inden dommen blev der indhentet udtalelser fra en række mennesker med kendskab til hendes tidligere opførsel. Bl.a. blev to af mandens brødre forhørt, og det kom frem, at hun stedse havde villet styre tingene, og at der i den seneste tid havde været uenighed mellem ægtefællerne. Formentlig havde afdødes svigermor og svigerinde, som boede i huset, givet nogen anledning hertil. Uenigheden havde ført til forhandling om separation, som syntes at have gået ham meget nær.

Begivenheden vakte naturligvis opsigt i det lille bysamfund og var måske forklaringen på, at madam Qvistgaard kun havde 17 elever de næste par år.

I 1834 boede hun med sine to døtre, sin mor og sin ugifte søster i Algade 124. Hendes institut blev nu besøgt lige så godt som før 1827. Den ældste datter Therese Georgine syede ny præstekraver og satte brugte i stand.

Madam Qvistgaard kæmpede bravt for sine fire børns fremtid. Begge sønner opnåede universitetseksamener. Den ældste Jørgen Mouritz blev borgmester i Kalundborg, hvor han døde af kolera i 1853 kun 43 år gammel. Den yngste Carl fungerede efter sin eksamen som huslærer i 15 år. Derpå blev han ansat ved realskolen i Næstved, hvor han underviste i 32½ år.

I 1836 måtte hun på grund af en langvarig sygdom lukke sit institut i 3½ år.

Domorganistboligen i Bondetinget

I 1840 boede madam Qvistgaard i domorganist Hans Matthison-Hansens ejendom i Bondetinget 109 sammen med sine to døtre, sin mor og sin ugifte søster. Om madam Qvistgaard hedder det, at hun levede af kostgængere.

Domorganisten, som på det tidspunkt endnu hed Hans Mathiesen Hansen, var i1838 blevet separeret fra sin første kone. Han ventede nu på ægteskabets ophævelse, så han kunne gifte sig med den ældste af madam Qvistgaards døtre Therese Georgine. De blev viet i huset 10. marts 1841. Noget tyder på, at han havde kendt Therese siden 1832, da han fik stillingen som domorganist i Roskilde. Der findes nemlig en tegning af hende fra hans hånd dateret 1. januar 1832.

Ejendommen i Bondetinget havde domorganisten købt i 1837 af rebslagermester Rasmus Lassen. Bebyggelsen bestod af et lavt hus forbundet med et højere ved siden af. Husene findes ikke mere, men er afbildet af P. Aug. Fischer 1850. Her fortsatte madam Qvistgaard med sit institut til 1861, og her døde hun 11. april 1868.

Bevilling til skolehold

9. april 1844 anmodede skoledirektionen for Sømme og Voldborg herreder skolekommissionen i Roskilde om at lade byens institutbestyrere uden bevilling til skolehold forstå, at de snarest skulle ansøge herom. Kommissionen havde hidtil rettet sig efter beslutningen fra 1820 om, at tilladelse til oprettelse af et privat institut var unødvendige. Nu måtte den pålægge institutbestyrerne at indsende ansøgning. Der indkom fem, nemlig fra cand. theol. Moe, jomfru Noor, madam Petersen, jomfru Krause og madam Qvistgaard. Alle ansøgningerne angik skolehold for børn over 7 år, og kommissionen anbefalede, at direktionen imødekom dem, da de kom fra institutter af en tilfredsstillende tilstand.

I 1844 og 1845 havde madam Qvistgaard kun 4 elever i sit institut, men så gik det fremad igen. I 1846 var antallet oppe på 19 og i 1847 på 20, men hendes institut var ikke blandt de af byens private undervisningsanstalter, der i det år blev nævnt som de bedste; disse var cand. theol. Moes drengeinstitut og jomfru Noors, madam Petersens og jomfru Krauses pigeinstitutter.

Økonomiske vanskeligheder

Med sin bevilling til skolehold i ryggen fortsatte madam Qvistgaard som nævnt sit institut mange år endnu. Hendes sønner var hjulpet på vej, men økonomisk sad hun alligevel ikke alt for godt i det. Hun søgte at supplere sine indtægter fra undervisningen med understøttelse fra legater og lignende. I flere år modtog hun et årligt gratiale på 20 rigsbankdaler fra Det forenede Understøttelsesselskab i København. Derimod vides det ikke, om hun havde held med sin ansøgning til etatsrådinde Kofoeds legater. Kort tid efter deres mor var død 8. november 1847, sendte hun og søsteren Charlotte en ansøgning til kongen om understøttelse på grund af deres fars lange embedstid. Det kom der tilsyneladende ikke noget ud af.

Det må dog have lettet lidt på den anstrengte økonomi, at søsteren, som blev boende i domorganistboligen til sin død i 1880, fra 1. maj 1846 blev udnævnt til lærerinde i håndgerning ved Roskilde borgerskole. For at undervise pigeklassen 12 timer ugentlig fik hun 100 rigsbankdaler om året. Fra begyndelsen af 1852 fik hun bevilget 25 rbd. årlig som et personligt tillæg. Hun havde ansøgt om lønforhøjelse, fordi der navnlig om vinteren krævedes så meget til hendes påklædning og fodtøj, når hun daglig skulle gå gennem byens gader i al slags vejr.

Endelig har madam Qvistgaard formentlig haft en aftale med domorganisten om et fordelagtigt lejemål mod til gengæld at undervise hans børn. I 1848 var to drenge fra hans ægteskab med hendes datter blandt de 22 elever, som hun havde på sit institut. Det år findes for første gang en liste over hendes elevers navne og alder samt fædrenes stilling.

Anledningen til listen fremgår af Roeskilde Avis, hvori kommissionenen for Roskilde skolevæsen 19. oktober 1848 havde indrykket en meddelelse om, at den havde bragt i erfaring, at flere i byen havde oprettet skoler for drenge og piger uden at have anmeldt det til kommissionen eller at have indhentet den nødvendige tilladelse. Derfor anmodede den enhver, der gav sig af med at give privatundervisning til flere børn samlede, at anmelde dette samt at sende en fortegnelse over elevernes navne og alder.

Det »bedre« borgerskabs børn

Madam Qvistgaards liste er dateret 25. november 1848. Den viser, at børnenes fædre på få undtagelser nær hørte til blandt de bedre skatteydere i Roskilde. Undtagelserne var en adjunkt ved latinskolen og amtsstuefuldmægtigen. Listen tæller i øvrigt en bogtrykker, en skomagermester, en fabrikant, en grosserer, en vognmand, en bager, en hattemager, en bødker, en kirurg (barber), en skovrider, en farver, en garver, en møller og så som nævnt domorganisten. Der var 12 piger i alderen 6-12 år og 10 drenge i alderen 5-7 år.

Som et tillæg til listen afskrev hun skoledirektionens tilladelse af 2. december 1844 til hende om at måtte holde institut for pigebørn over 7 års alderen.

For perioden 1851 -61 kan man år for år følge hendes elevers navne og alder samt fædrenes stilling. Efter 1854 var antallet faldet til en halv snes elever, hvoraf ca. 2/3 var drenge. Da enken efter hendes søn, der døde som borgmester i Kalundborg 1853, flyttede til Roskilde, påtog hun sig også at undervise de tre af børnebørnene.

Trods flere påmindelser fra skolekommissionen 1853-54 om hendes pligt til at underkaste sig den lovbefalede eksamens, fremgår det ikke af skolekommissionens forhandlingsprotokoller, om hun efterkom påmindelserne.


Skolevæsenet i Roskilde 1851

Hvor udbredt privatundervisningen efterhånden blev i Roskilde fremgår af en statistik over skolevæsenets tilstand i byen ved udgangen af 1851. I alt blev der undervist 557 elever fordelt således:

Roskilde katedralskole 58 disciple
Institutter og
andre private skoler 205 elever
Borgerskolen 138
Friskolen 156

Institutter og andre private skoler tegnede sig altså for 37% af eleverne. Udela-des katedralskolens disciple, kommer procenten helt op på 41. Gruppen omfattede 13 private undervisningsanstalter med fra 4 til 34 elever. Madam Qvistgaards institut havde en beskeden plads i gruppen, idet hun på det tidspunkt i følge sin indberetning blot havde 10 elever.

Klimaet i private pigeskoler

Midt i 1800-tallet var der en uhyggelig mangel på rummelige, luftige, lyse og velindrettede skolelokaler med passende siddepladser for børnene og omsorg for, at de indtog en hensigtsmæssig stilling under deres arbejde. Værst skal det have stået til i mange private pigeskoler.

Hvorledes forholdene har været i madam Qvistgaards institut og de mange andre af Roskildes institutter og private skoler vides ikke. Men det gik tilsyneladende hurtigere med at få skabt mere tilfredsstillende forhold på de offentlige skoler.

Lov af 8. marts 1856 om nogle forandrede bestemmelser for borger- og almue-skolevæsenet i købstæderne og på landet foreskrev, at der i en ny skole skulle være mindst 90 kubikfod rum for hvert af børnene, der blev undervist samtidigt i en skolestue. Denne skulle være forsynet med bræddegulv og en ventil, og der skulle være en forstue på mindst 1/10 af skolestuens størrelse med knager og hylder. Vinduerne burde anbringes så højt, at deres øverste rand ikke var over ¼ alen under bjælkerne, og de skulle være delt i en øverste og en nederste del, der særskilt kunne åbnes. I hvert øverste vindue skulle anbringes en trækrude. Var der tale om en eksisterende skolebygning af ringere beskaffenhed, skulle der arbejdes hen imod, at de fornødne forandringer blev udført. Dog skulle skolestuen udvides, hvis der ikke var mindst 50 kubikfod rum for hvert af børnene, der samtidigt blev undervist i den.

At loven blev taget alvorlig, viser eksempelvis et skema sendt til landsbyskolen i Himmelev sogn. Skemaets rubrikker krævede oplysning om de punkter i loven, der angik skolens indretning og beskaffenhed. Det blev udfyldt omhyggeligt og forsynet med sognepræst A.F. Windings anmærkning af 10. maj 1856 om, at skolestuen både var smuk, lys, rummelig og luftig.

Problemet var, at loven ikke gjaldt for de private undervisningsanstalter. Den sagde heller ikke noget om, at der burde gøres noget ved børnenes siddepladser og stillinger under skolearbejdet.

Hvor galt det stod til i mange private pigeskoler endnu i 1866, berettede A.G. Drachmann om i en artikel i »Hygieiniske Meddelelser«. Heri gjorde han bl.a. meget ud af at oplyse om, hvor vigtigt det var for pigernes holdning, at de indtog en korrekt stilling ved skolebordet, når de sad og læste og skrev.


Madam Qvistgaards sidste år

1 1861 indberettede madam Qvistgaard for sidste gang om sine elever. Der var kun 5, nemlig tobaksfabrikant Bangs to sønner, en søn af urmager Schmidt, en søn af malermester Gottschalk og en søn af tømrermester Wagner. Hun var fyldt 70 år, og havde drevet sit institut siden 1820. Nu trak hun sig tilbage, og tilbragte de sidste af sine leveår i domorganistens hus i Bondetinget. Hun døde 11. april 1868, og efterlod sig kun en seng, nogle sengeklæder og gangklæder.